Shagya Araberen er en renavlet race, som er internationalt anerkendt.
Racen har været avlet i mere end 200 år og stammer oprindeligt fra de gamle kejserlige Østrig-Ungarske Statsstutterier.
Shagya-araberen blev især anvendt til kavaleriet, idet man ønskede en hest med styrke, stor udholdenhed og et godt temperament forenet med et smukt udseende.
Opskriften på Shagya-araberen var for 200 år siden, at man tilførte arabiske fuldblodshingste til lokale hopper, der allerede da, var præget af orientalsk blod. Dernæst selekterede man hårdt på afkommet, og avlede kun videre på de allerbedste. Blot lagde de gamle østrig-ungarere mere vægt på arabisk type og brugsegenskaber end englænderne, der jo som bekendt gik efter farten i udviklingen af den Engelske Fuldblodshest.
Man hentede selv de arabiske hingste direkte fra ørkenen, så man fik netop de hingste, som man mente, kunne tilføre racen styrke, udholdenhed og ikke mindst skønhed og elegance. Til eksempel kan nævnes Gazlan db 1852, Koheilan Adjuze db 1885, og O’Bajan db 1885. Den mest kendte hingst var SHAGYA født i Syrien i 1830 og i 1836 importeret til statsstutteriet i Babolna, Ungarn. Denne helt fantastiske hingst målte 160 cm i stang, og han blev fader til utallige afkom og havde en enorm gennemslagskraft. Derfor lagde SHAGYA navn til racen.
Resultatet af den målrettede avl udeblev ikke, og i løbet af få generationer havde man skabt en race, der hurtigt blev efterspurgt i hele Mellemeuropa for dens brugsegenskaber, skønhed og alsidighed. Man kunne nu trygt lukke stambogen og kun sjældent tilføre nyt arabisk blod.
Shagya-araberen har også været brugt som forædler, bl.a. er den berømte R-linie i Holsteneravlen grundlagt på en Shagyahoppe. Også på statsstutteriet i Celle har flere Shagyahingste virket som beskelere, og den tyske Trakehneravl har i særdeleshed anvendt Sh-blod.
Senest har Sh-hingsten, Amor virket som forædlerhingst på det berømte Lippizanerstutteri i Piber.